En mand, en baby og en ged

Der har været lidt stille herinde på bloggen, fordi jeg i januar gik i gang med mit kandidatspeciale, men i dag har jeg taget mig en lille pause for at skrive om en bog, jeg har lånt på biblioteket og er blevet ret begejstret for. Bogen hedder The Vagrant og handler, som titlen på indlægget indikerer, om en mand, en baby og en ged med en mission.

 

 

Først og fremmest er det nok værd at nævne, at The Vagrant nok ikke er for alle. Den har en ret speciel og meget minimalistisk fortællestil, hvor man som læser meget er overladt til sig selv og må forsøge at stykke sammen, hvad det er der foregår. På den front mindede den mig lidt om The fifth season (klik på titlen for at finde min anmeldelse) og The road. Og det er ikke kun plottet, man ikke får mange clues til, for manden, kaldet the vagrant, er stum, og selv når han møder andre på sin vej, kan han ikke forklare, hvem han er, og hvor han har fået en baby og en ged fra, og hvor han er på vej hen. Fortællerstemmen referer udelukkende de ydre begivenheder, så man får heller ikke nogle hints fra the vagrants tanker. Man skal være ret glad for, eller okay med, den meget minimalistiske skrivestil for ikke at gå helt død i den her bog. Jeg synes selv, det var ret fedt, især fordi sproget ind i mellem næsten bliver helt poetisk, og jeg synes det er irriterende, når man for får for meget foræret og ikke selv skal gøre noget af arbejdet selv.

 

Det sagt, så får man alligevel lidt baggrundsinfo, fordi der, også ligesom i The fifth season, er to storylines. Der er den, man følger fra starten af, og så er der den anden som starter syv år tilbage i tiden. Den anden storyline kommer derfor med meget af baggrundshistorien for, hvad der er sket med verdenen (som er en ukendt fantasyverden), for der, hvor fortællingen starter, er hele landet blevet overtaget og fordærvet af en slags dæmoner.

 

Dæmonerne består af essens og har derfor ikke deres egne kroppe, men de kan inficere menneskekroppe med deres essens. På den måde kan de både besætte døde kroppe og ‘bo’ i dem, og de kan lade lidt af deres essens sive over i levende mennesker og skabe viljeløse slaver. Men pointen i fortællingen er, at det ikke kun er de inficerede mennesker, der er blevet korrumperede. Dæmonernes indpas har skabt anarkistiske tilstande, hvor alle kæmper for sig selv og forsøger at tjene på andres lidelser, og ikke mange er villige til at hjælpe en mand, en baby og en ged.

 

Som sagt er manden stum, så den eneste information man får om hans personlighed, kommer fra hans valg er reaktioner på ting, der sker omkring ham. Det gør, at han ikke har så meget personlighed, fordi man aldrig helt kommer ind under huden på ham. Til gengæld gør det også, at geden og babyen har mindst, hvis ikke mere, personlighed som ham, og de bliver aktører i historien på deres egen måde. Dynamikken mellem de tre er godt skrevet og skaber nogle tiltrængte comic reliefs i den ellers dystre historie. Ind i mellem kan det føles som om, geden og babyen er de eneste, der ikke på den ene eller den anden måde er blevet mærket af al elendigheden, som dæmonerne har bragt med sig. Jeg sad tit med et lille smil på læben, når de to var i fokus.

 

Jeg synes, The Vagrant er en super godt skrevet fantasyfortælling, som stiller store moralske spørgsmål til læseren, men som også sørger for at holde humøret oppe. Som sagt, så tror jeg ikke den er for alle, men kan du godt lide en lidt minimalistisk skrivestil, så vil jeg helt sikkert anbefale den. Jeg glæder mig selv til at læse 2’eren, som i følge blurben, har en sværdsvingende, kvindelig hovedperson, hvilket jeg synes lyder vildt fedt, da der var lidt mangel på kvindelige karakterer i 1’eren.