Jeg er forelsket i Monty. Og Percy. Og Felicity.

Ret ukarakteristisk af mig handler dagens indlæg ikke om en fantasy- eller sci fi-bog. Jeg troede faktisk, at  The gentleman’t guide to vice and virtue var en fantasybog, da jeg købte den, men det viste sig, at det er en historisk roman. Men inden du klikker væk, så er jeg altså helt oppe at ringe over den her bog. Den har samme tempo og drama, som en fantasybog normalt har, og fordi den foregår i 1700-tallet og har et lidt overnaturligt element, savner man virkelig ikke noget. Derudover kan man slet ikke lade være med at falde pladask for jeg-fortælleren, Monty.

 

Jeg tror, det skal forestille at være ham på forsiden, og hvis ikke du bliver fuldstændig forelsket i ham i løbet af de første 50 sider, er der noget helt galt med dig. Han har en virkelig humoristisk, ironisk og lidt sjofel stemme, så man hele tiden småfniser lidt. Han er lidt af en kvinde- og mandebedårer, og han lægger ikke ligefrem fingre imellem. Han laver ikke ret meget andet end at gå til fest med Percy, hvor de spiller og drikker, og Monty flirter bukserne eller korsettet af en eller anden, han kan gøre blød i knæene sine smilehuller så dybe, at man kan hælde te op i dem (his words, not mine). Faktisk er Monty, eller Henry Montague, som er hans fulde navn, så dekadent, som man næsten kan være. Men Monty og Percy har også stået igennem nogle hårde situationer sammen. De har hængt sammen som ærtehalm siden de var små, og de er bedste venner. Nu er der så bare sket det, at Monty er blevet helt og aldeles forelsket i Percy.

“The great tragic love story of Percy and me is neither great nor truly a love story, and is tragic only for its single-sidedness. It is also not an epic monolith that has plagued me since boyhood, as might be expected. Rather, it is simply the tale of how two people can be important to each other their whole lives, and then, one morning, quite without meaning to, one of them wakes to find that importance has been magnified into a sudden and intense desire to put his tongue in the other’s mouth.”

Men at være forelsket i sin bedste ven er ikke Montys eneste problem. For han drikker sig ikke fra sans og samling, bare fordi det er sjovt, men fordi hans far på ingen måde synes, det er i orden at være biseksuel. Han er også ved at miste tålmodigheden med alle Montys fester og drikkeri. Og han ynder at fortæller det med sine knytnæver, som regel indtil at Monty er en blødende klump på gulvet. Det er Monty, der skal overtage herregården, og hans far har indvilliget i, at Monty og Percy tager en tur rundt i de europæiske hovedstader og løbe hornene af sig, inden Monty skal tage sig sammen og begynde sin oplæring hos faren. At skulle tilbringe resten af sit liv sammen med manden, der har tæsket ham hele hans barndom og får ham til at føle, at han ikke er den luft værd, han indånder, er så forfærdenligt, at Monty slet ikke kan holde ud at tænke på det. Heldigvis kan man jo bare drikke, til man ikke kan tænke mere. Og så har han Percy.

De to venner ser frem til et år med nonstop fester. Men sådan skal det selvfølgelig ikke gå. For det første har Montys far ansat en irriterende ‘barnepige’, der skal sørge for, at de ikke drikker og fester for meget og får snakket med alle farens vigtige forretningsforbindelser. For det andet skal Montys lillesøster, Felicity, med som (i følge Monty) er pisseirriterende og altid klar med en spydig kommentar, til alt Monty siger. Og for det tredje får de ret hurtigt en fransk baron i hælene, som ikke står tilbage for at skyde dem alle sammen, fordi Monty stjæler noget, som han virkelig ikke skulle have stjålet.

Inden turen overhovedet rigtig er begyndt, står de tre unge i Frankrig uden vogn eller penge, og kun med det tøj de står og går i (og hvad der for Monty er værst af alt; uden en dråbe alkohol i kroppen!). De flygter igennem det meste i Europa og møder hjælpsomme sigøjnere, morbide alkymister og flinke pirater på deres vej. Men selvom der er fart over feltet, bliver der også brugt meget plads på karakterudvikling. Som læser lærer man de tre hovedpersoner rigtig godt at kende, og man føler virkelig med dem. Især kommer man til at elske Monty, selv når han er uduelig og egoistisk, bløder mit hjerte stadig for ham. Hvordan skal han kunne vise omsorg for andre, når der ikke er nogen, der har vist omsorg for ham. Han har været så plaget af sine problemer, at han ikke har kunnet se, at både Percy og Felicity også har haft deres at slås med. Monty er også den karakter, der udvikler sig mest, fordi han er den mest afstumpede til at begynde med.

Felicity er bare pisse sej. Mackenzie Lee, forfatteren, har skabt en super sej kvindelig karakter. Det er ret fedt, at det for en gangs skyld er de mandlige karakterer, der er forvirrede forelskede fjolser, mens Felicity bare har total styr på sit shit. Det er hele tiden hende, der lægger planen for, hvad de skal gøre (Monty kommer også med nogle ret geniale ideer i sidste halvdel af bogen), og hun er den eneste af dem, der faktisk kan noget. I smug har hun studeret medicin, selvom faren ikke vil have det. Hun har taget omslagene fra pladderromantiske romaner, som er det eneste hun rigtig må læse, og klistret dem på medicinske fagbøger. Hvilket ikke kun viser, at hun er en snedig og belæst ung dame, men at hun også går benhårdt efter, det hun vil. Generelt er hun bare en hård nyser. På et tidspunkt syr hun sin egen arm uden at sige det mindste piv, hun beundrer bare sit flotte syarbejde (og drengene er begge ved at dejse om).

“Just thinking about all that blood.” I nearly shudder. “Doesn’t it make you a bit squeamish?”
“Ladies haven’t the luxury of being squeamish about blood,” she replies, and Percy and I go fantastically red in unison.”

Percy gør sit bedste for at være buffer mellem Monty og Felicity, der hele tiden skændes. Men det, man virkelig kommer til at elske ham for, er hans evne til at elske og støtte Monty, uanset hvilke dumheder han laver. Han accepterer ham, som han er, og er ofte den eneste grund til, at Monty ikke synker helt hen i depression og druk. I et flashback er der endda en scene, efter Monty er blevet sendt hjem fra Eton og har fået massive tæsk af sin far, hvor Percy taler ham fra at tage sit eget liv. Percy er Montys klippe. Men som fortællinger skrider frem, finder man ud af, at han også har sine egne problemer at kæmpe med, og ind i mellem ligger han også nogle sandheder på bordet til Monty om, hvor egoistisk han er. Og det er nok på det punkt, at Percy udvikler sig mest. Han bliver ikke bare ved med at finde sig i Montys arrogance og dekadence. Han elsker ham stadig ubetinget, men han vil også gerne have noget kærlighed og omsorg igen.

Til sidst i bogen er et lille afsnit, hvor den unge kvindelige forfatter (💪🏻) forklarer, hvor hun har sine historiske kilder fra. Hun har nemlig læst historie på universitet og har helt styr på, hvad hun laver. Hun forklarer endda, hvorfor hun med vilje nogle ganske få steder har valgt at skrive lave små anakronismer. Det er sku da meget sejt synes jeg. Så får man da lige skudt de hatere ned med det samme.

Så rent ud sagt en vild god bog med et helt fantastisk persongalleri inklusiv alle bikaraktererne, som jeg ikke har nævnt her. Plottet er ikke det stærkeste, jeg har læst, men det tilgiver man nemt, fordi det er virkelig en god bog, som man bliver smaskforelsket i, og som er frisk og fri for konventionelle kønsroller og klicheer.  Læs den, læs den, læs den!