Vinger, horn og skydevåben

Så er der igen graphic novels på bloggen. Denne gang er det den efterhånden meget populære Saga serie. Der er indtil videre udkommet 6 samlede volumes, og idag anmelder jeg de første 3 af dem.

Jeg fotalte i mit sidste indlæg om, at min kæreste og jeg havde været i tur i London tidligere på sommeren, og om at jeg vandrede fra boghandel til boghandel. En af dagene valgte vi at tage toget til Oxford, fordi jeg havde en drøm om at komme i den boghandel, der hedder Blackwell. Blackwell i Oxford skulle være en af Europas største boghandlere, fordi de har en kæmpe kælder etage fyldt med fagbøger. Stueetagen mindede dog meget om en almindelig boghandel, og jeg endte med ikke at købe noget derinde. MEN lidt længere nede ad gaden lå endnu en Blackwell, men med fokus på billeder og grafisk design, hvilket betød, at de havde en ret stor sektion med tegneserier og graphic novels. Her fik jeg mit første kig på Sandman serien, som I promise you, der nok skal komme et indlæg om, jeg fandt også Saga vol 1. Jeg havde luret lidt på serien på Goodreads hjemmefra, hvor den havde fået nogle rigtig gode anmeldelser. Derfor greb jeg den med det samme, så fik jeg alligevel købt noget i en Blackwell boghandel. Jeg har ladet Blackwell klistermærket med prisen blive siddende som et lille minde.

Jeg nåede at læse halvdelen af den første volume inden vi overhovedet havde forladt Oxford, og med det samme jeg kom tilbage til Århus, styrtede jeg op i Stribeladen og købte de resterende 5 volumes. Jeg var helt opslugt med det samme.

Man bliver kastet ret hovedkulds ind i handlingen, og den første scene er hvor hovedpersonen, Hazel bliver født på en planet far far away. De 3 første volumes handler derfor mest om Hazels forældre, Alana og Marcus. De nybagte forældre er allerede fra de første sider på flugt, fordi de tidligere har været soldater på hver deres side af en krig. En krig som har varet så længe, at ingen helt kan huske, hvad det er, de bekriger hinanden for. Alana og Marcus er stik imod alle ods blevet forelskede og har fået et barn. Nu bliver de jaget vildt af begge deres artsfælder og alle dem de har hyret til at slå Alana og Marcus ihjel.

Serien følger en hel del forskellige karakterer, fordi den også zoomer ind på den lille families forfølgere. Selv the bad guys får derved deres historie fortalt, og man begynder at forstå deres motivationer og følelser, hvilket gør historien dejligt nuanceret. Det er sjældent ret spændende, når de onde bare er onde, fordi de er onde og omvendt med de gode. Alana og Marcus er heller ikke bare gode, de gør deres bedste for at rede deres datter i en verden af krig, hvor alle helst så dem døde. De er langt fra de perfekte forældre; ingen af dem har helt styr på, hvordan man passer et spædbarn. Heldigvis får de en spøgelses barnepige, der hjælper dem lidt.

Humoren i serien synes jeg, er rigtig god. Både Marcus og Alana har en ret snappy form for humor, som jeg godt kan lide. Noget af humoren går også på, at der på ingen måde bliver lagt fingre imellem, når det handler om sex. Det her er en graphic novel med tryk på graphic. De taler ret åbent om sex, og det bliver også vist uden forbehold. Ind i mellem kan man da godt være lige ved at få kaffen lidt galt i halsen, men jeg synes ikke, der er nogle sexscener, der er der bare for at vise sex. Scenerne er der af en årsag; for at vise noget om karaktererne eller som et led i handlingen. Det er også ind imellem dejligt befriende, at alt ikke skal sensoreres og gemmes væk. Med alt den polimik der var her i Danmark for noget tid siden om, at nogle cafeer ikke ville have, at mødre ammede deres børn på deres cafe, synes jeg for eksempel, det er mega fedt, at Alana står og ammer på forsiden af første volume.

Jeg synes indtil videre, at det er en rigtig fed serie, det er et fedt plot som man ikke kan gennemskue, og det giver en god effekt, at flere af karakterernes plotlinjer væver sig ind mellem hinanden (tænk filmen Love Actually men med aliens, magi, snigmordere og rumskibe). En anden grund til, at handlingen ikke er sådan lige til at gennemskue er, at de fleste karakterer er forskellige racer af aliens, som har forskellige egenskaber. Alana har et par grønne insekt vinger (hendes race har alle en eller anden form for vinger), og Marcus har gedebukke horn og kan bruge magi (Marcus’ race har alle forskellige formor for horn). Lejemorderne har deres specielle kæledyr, og så er der en hel race med tv skærme som hoveder. Karakterernes anderledes udseende og egenskaber giver hele historien lidt mere edge og gør den mere interessant end, hvis det bare havde været almindelige mennesker.

Så trænger man til en lidt anderledes kærlighedshistorie, hvor det hele ikke bare er rosenrødt og teenage agtigt så synes jeg det her er en rigtig god serie. Hvis man ikke er så meget til kærlighedshistorier og bare godt kan lide intergalaktiske krige og sci-fy, er det også en rigtig god serie. Generelt er det bare en mega god serie.

See you next time.