Da moderjord tog hævn

Nu er julen ovrer, så nu må det være nok med alle de feel good historier. Der er intet feel good over den bog, jeg vil skrive om i dag. Men den er stadig vanvittig god og fangede mig helt off guard med et fortællertræk, jeg slet ikke havde set komme. Men som sagt, hvis du er i humør til romantiske alfeprinser og balkjoler, så er det ikke lige N. K. Jemesins The fifth season, du skal kaste dig over. Er du til hard core fantasy med et vildt univers og magisystem og ikke mindst et samfundssystem, der er utrolig veludviklet af forfatteren, selvom det er helt igennem grusomt, så er det lige bogen for dig. Det er også værd at nævne, at bogen vandt en Hugo Award i 2016, som er en ret prestigefuld pris for fantasy- og sci fi-bøger.

 

 

Bogen har tre kvindelige fortællere, som vi følger i meget forskellige stadier af deres liv. Damaya er 8 år gammel, da en mand, der hedder Scaffa, kommer og henter hende. Ved et tilfælde har det vist sig, at hun er orogene; en slags mennesker med evnen til at kontrollere de taktoniske plader i jorden og derved enten starte eller stoppe jordskælv og vulkanudbrud. Dette er en yderst gavnlig evne, fordi fortællingen foregår i en slags fremtid, hvor jorden er voldsomt plaget af taktonisk aktivitet, der har sendt det meste af befolkningen tilbage til en ny middelalder, hvor alle lærer en række regler om, hvad de skal gøre i tilfælde af jordskælv, askeskyer, der blokerer solen i årevis og giftige dampe, der slipper ud fra jordens indre. Og ikke mindst hvordan man opdager en orogene og kommer af med dem.

 

Selvom om orogene er dem, der holder jordens vrede i skak, er de også hadet og frygtet af alle almindelige mennesker. Derfor tolereres frie orogene ikke. Damayas historie starter med at hendes familie, efter opdagelsen af hendes kræfter, har vendt hende ryggen, og hun bor nu ude i laden med kun en tynd kjole og høet til at holde sig varm. Da Scaffa kommer for at hente hende og bringe hende  til The Fulcrum, som er der, hvor alle orogene bliver udlært i at bruge deres evner, tror hun et øjeblik, at hun er reddet. Men det går hurtigt op for hende, at orogene ikke kun bliver uddannet i at bruge deres orogeny, men også i at underkaster sig og undertrykke alle følelser, de selv måtte have. De er i virkeligheden bare gavnlige slaver, der konstant holdes i skak af de skrækindjagende vogtere, (som Scaffa er en af) der ikke tøver et sekund med at slå alle ihjel, der udgør en fare.

 

Syenite er en ung, orogen kvinde i starten af tyverne, der er i fuld gang med at kæmpe sig op i rækkerne i Fulcrum. Hun er ambitiøs og stærk og fuldstændig blind for livet uden for den funklende storby, hun bor i. Hun har netop fået tildelt en mission, hun på ingen måde er glad for. Hun skal tilbringe et år i en afsidesliggende havneby sammen med Fulcrums mest magtfulde orogene. Offiecielt skal de ordne et problem på havbunden i byens havn, men det er underforstået, at Syenite skal blive gravid og bære et orogenebarn, som kan bruges af Fulcrum. Dette kunne måske lyde som starten på en eller anden fucked up romance, som alligevel ender lykkeligt, men det er det langt fra.

 

Syenite hader Alabaster, som han hedder, for det de skal gøre, og fordi han langsomt åbner hendes øjne for, hvor forfærdentgligt orogene bliver behandlet og undertrykt. Over tid udvikler de et sært form for venskab, men følelserne mellem dem bliver aldrig romantiske. Og det kan jeg virkelig godt lide. Det, der oftest irriterer mig ved YA fantasy, er, hvordan der ret urealistisk pludselig opstår romantiske følelser mellem heltinden og helten, selvom kvinden ofte er kidnappet, undertrykt eller på anden vis indgår i en magtstruktur med manden. Jeg er simpelthen så træt af teenageheltinder, der forelsker sig i deres undertrykkere. Der er ingen, der bliver forelskede i den her bog. De har alt for travlt med at kæmpe for deres overlevelse på den ene eller anden måde. Landet og dets historie bliver ikke bare en baggrund til en kærlighedshistorie, men er en vigtig del i plottet, og det der driver karaktererne.

 

Den sidste fortæller er Essun. Hendes historie starter et endnu mere grusomt sted end de to andres. Hun er en orogene, der lever i skjul i en landsby, men mens hun var ude, opdagede hendes mand at deres søn på tre år også var orogen. Han slog ham ihjel med de bare næver og stak af med deres datter. Essun har siddet i chok ved siden af liget i tre dage. Nu sætter hun ud for at finde sin datter og slå sin mand ihjel. Men det er farligt at færdes på landevejen, for der har været et gigantisk skælv mod nord, asken er begyndt at falde og kaosset bryder ud. Hun får selvskab på sin rejse af en mystisk dreng og en gammel kending.

 

Selvom bogen er lang, er der mange mysterier, man ikke får svar på i den første bog. Man fornemmer, der er sket en masse ting i fortiden, som har haft indvirkning på, hvordan samfundet er nu, og for at ændre den nuværendes situation med undertrykkelse og udnyttelse må Essun forstå, hvad der er sket.

 

Jeg er virkelig begejstret for Jemisins The fifth season, og jeg skal helt sikkert læse resten af The broken earth trilogien. De tre heltinder er stærke og selvstændige og kæmper sig igennem deres trængsler med oprejst pande. Men det er ikke det eneste Jemisin gør anderledes, for hun har også skrevet en bog uden en eneste hvid karakter i. Alle karakterer har hudfarverer i varierende former for mørk alt efter, hvor på kontinentet de kommer fra, hvilket kunne tyde på at det er en fremtidig udgave af Afrika. Det kan jeg ikke komme i tanke om andre fantasybøger, der har gjort, selvom det på mange måder virker oplagt.

 

Jeg vil anbefale The fifth season til alle hard core fantasyfans, der er ikke har noget imod at være lidt forvirrede over, hvad der foregår igennem en stor del af bogen. Dem som godt kan lide ikke at få alle svarene med det samme, men lige så langsomt udreder mysterierne sammen med karaktererne. Og så naturligvis alle dem, der elsker bøger med heltinder, der har ben i næsen, og som kan jævne hele landsbyer ved jorden.