Urbant fantasy med humor og kant

I mit sidste indlæg lukkede jeg op for emnet om at læse med diversitet. Læse af og om mennesker der er af forskellig køn, etnicitet, religion og seksualitet. Jeg fik kort nævnt Cassandra Clares Mortal instruments serie, fordi den har jødiske, afroamerikanske, latinamerikanske, asiatiske, homoseksuelle og biseksuelle karakterer. De er samtidig vampyrer, varulve, shadowhunters og warlocks. Jeg tænker, det måske er nødvendigt med lidt mere forklaring, da det lyder som lidt en skør og måske plat blanding. Det synes jeg på ingen måde det er, jeg kan virkelig godt lide serien, og jeg vil også gerne tale lidt mere om diversitet. Som om det ikke var grunde nok til at skrive om serien, har den første bog i serien City of bones eller Dæmonernes by, som den hedder på dansk, også 10 års jubilæum i år. Nærmere bestemt tror jeg, det var den 27 marts, den blev udgivet for 10 år siden.

Da jeg første gang stødte på serien, var der kun 3 bøger, der var i hvert fald kun blevet oversat 3 til dansk (det var før, jeg begyndte at læse på engelsk). Det var først senere, jeg opdagede, der var kommet 3 bøger mere i serien. Jeg tror ikke, de var planlagt fra starten af, fordi de 3 første bøger er ret afsluttede. Men overgangen til de sidste 3 bøger er lavet rigtig fint, og de føles på ingen måde anstrengte eller akavede.  Fordi jeg købte de første 3 på dansk i hardback og senere de sidste 3 i paperback og på engelsk, var det lidt et underligt misk mask af en serie, jeg havde fået samlet mig. Det har i lang tid gået mig lidt på, fordi selvom det er indholdet, der betyder noget, så er jeg også typen, der godt kan lide at have lækre udgaver af mine yndlingsbøger, også så de ser pæne ud i min bogreol.

Du kan godt se, det der går jo slet ikke. Det er noget værre rod. Derfor besluttede jeg mig for nylig for at købe et samlet sæt på engelsk, men det skulle være en bestemt udgave, jeg havde set på twitter, fordi endnu en ting der irriterer mig er den efterhånden lidt cliche agtige young adult forside.

Af princip køber jeg aldrig bøger med nøgne mandeoverkroppe på. Det er sjældent et godt tegn. Men lige i tilfældet med The mortal instruments snyder forsiden meget, fordi det er på ingen måde en pladder romantisk lidt kikset fantasyserie, vi har med at gøre. Genren er young adult og urban fantasy, og man følger den 16-årige pige Clary. Både i filmen og serien der er baseret på bøgerne, har de gjort Clary og hendes venner lidt ældre end i bogen, hvilket jeg synes fungerer rigtig godt. Clary og de andre teenagere hun møder i bogen opfører sig meget af tiden som 18-19 årige eller måske ligefrem nogen i starten af 20’erne, hvilket jeg tror er med til, at serien kan læses af personer i alle aldrer. Hvis man har McElderry udgaven af bøgerne, som er dem jeg for nyligt investerede i (fordi tanken om, at jeg havde så misk masked et sæt bøger sad og gnavede i mit bogelskende hjerte), kan man bare tage de fjollede smudsopslag af, og så står man pludselig med sådan et flot sæt.

Se det er jo meget bedre. Føler man ikke lige for at investere i hardbacks, ved jeg, at der også findes flere nye paperback udgaver med flottere forsider. Men nok snak om det ydre, for det er selvfølgelig det indre, der tæller. Det er et af de budskaber, jeg synes, man får fra denne serie. Som jeg har nævnt, er der mange forskellige slags magiske racer i Clares verden, som forresten stadig er vores verden. Bøgerne foregår på planeten jorden det meste af tiden i New York City, hvilket er grunden til, at jeg har kategoriseret dem som urban fantasy.

Af magiske væsner er der warlocks, varulve, vampyrer og feer (ikke den søde bevingede slags, der flyver rundt og spreder glæde og tryllestøv. Mere den slags der skaber intriger og snyder folk bare for at lave rav i den), de bliver alle kaldt downworlders og har det til fælles, at de på en eller anden måde har dæmonblod i årerne. Så er der shadowhunterne, hvis job det er at sørge for, at dæmoner ikke kommer til jorden og skader de almindelige mennesker, som de kalder mundane. Shadowhunterne har i modsætning til downworlderne en lille smule engleblod i sig, der gør, de kan bruge nogle specielle våben og brænde runer på deres hud. Runerne giver dem forskellige evner som styrke, balance, bedre syn, adræthed og generelt evner, der er nyttige i jagten på dæmoner. Derudover fungerer de også som en slags politi for downworlderne, så hvis nogen angriber en mundan, så tager shadowhunterne sig af dem. Det har gjort, at især den ældre generation af shadowhuntere har det med at se sig som bedre end downworldere, og det er her, jeg mener Cassandra Clare gør noget ret genialt. Som jeg også har nævnt, er der både hvide, afroamerikanere, asiater og latinamerikanere med i serien, men der bliver ikke gjort vildt meget opmærksom på det, fordi de samtidig er forskellige typer downworldere. Det er bare mere vigtigt om, de suger blod, kan forvandle sig til ulve eller bruge magi end, hvilken hudfarve de har. Men Clare sniger sig ikke udenom racisme problematikken, fordi downworldere bliver stadig diskremineret, men på baggrund af at de har dæmonblod og ikke deres etnicitet eller religion for den sags skyld. Det synes jeg er en elegant måde at gøre det på. Hvis Clare havde skrevet om racisme, ville hun helt sikkert være blevet kritiseret for, at hun som hvid kvinde ikke ville vide noget om, hvordan det er at være sort, asiat eller latino. Hun kan godt sige noget om, hvordan det er at være downworlder, fordi det er væsner, hun selv har skabt.

Clare kommer også ind på, hvordan det er at være homoseksuel, da der er flere homoseksuelle og biseksuelle karakterer. Fordi shadowhunterne lever i et militærsamfund (hvor både mænd og kvinder bliver uddannet som soldater. High five for ligestilling!), har der hidtil været en lidt usagt regel om, at der ikke er plads til homoseksuelle. Ligesom det i mange år ikke var (og til dels stadig ikke er) i orden at være homoseksuel i det amerikanske militær. Også dette emne synes jeg, hun håndterer meget elegant. Da en af de centrale karakterer i serien springer ud som homoseksuel, skaber det en del harme især hos hans forældre. Det er dog knap så meget det, at han har forelsket sig i en mand, der er problemet, som at det er en mandlig warlock. Det er et meget større tabu, at han er blevet kærester med en downworlder end en mand. Derved integrerer Cassandra Clare problematikken i sit eget univers, så det ikke kommer til at virke påtaget og overskygger handlingen, samtidig med at hun stadig kan beskrive problemerne ved at have en kæreste samfundet og ens forældre ikke bifalder.

En anden der har svært ved at komme ud til sin mor er en igen meget central karakter, der bliver forvandlet til vampyr (jeg forsøger, så godt jeg kan ikke at spoile noget, så jeg vil prøve at undgå at nævne navne). Efter han er blevet forvandlet til vampyr, vil han rigtig gerne blive ved med at bo ved sin mor og have et godt forhold til hende og sin søster. Det er en anelse besværligt, når man skal have et lille lager af blod liggende og ikke kan komme ud i dagslys. Derfor vil han virkelig gerne fortælle sin mor og søster om, hvad det er, der sker, så de ikke er så bekymrede, og så (efter)livet bliver lidt nemmere for ham. Her kommer Clare igen rigtig meget ind på, hvor svært det kan være at komme ud som homoseksuel overfor sin familie, men forklædt i fortællingen på en snedig måde. Hun kommer også i forbindelse med denne vampyr ind på religiøse emner, fordi han er en jødisk vampyr, og det er slet ikke det samme som at være en kristen vampyr. For eksempel holder en mand på et tidspunkt et kors op mod ham i et forsøg på at få ham væk, men fordi han jo er jødisk, har korset ingen effekt. Han vrister det bare fra manden og sige “wrong religion”. Det er en ret komisk scene og et godt eksempel på den lidt tørre og virkelige sjove humor, der gennemsyrer bøgerne. Havde manden holdt en davidsstjerne op, havde det været en hel anden historie, da det jødiske tegn ville have brændt vores vampyr.

Clare får integreret ting, vi kender i hendes egent univers, hvilket gør det virkelig spændende, og giver hende en mulighed for at påpege og kommenterer på mange problemer i vores samfund. Generelt er det bare en virkelig velskabt verden Cassandra Clare har skabt. Hvilket nok også er grunden til, at der er kommet en del flere bøger fra hendes hånd som også foregår i dette univers. Kombineret med troværdige og elskværdige karakterer er det bare nogle super gode bøger med en rigtig god humoristisk sans, der ofte gør, at jeg sidder og griner, når jeg læser dem. Til sidst synes jeg også, det er værd at nævne, at de forskellige kærlighedsforhold, der er, også er velskrevne. Især de to hovedpersoner finder ud af at kærlighed ikke bare er, hvem der kan ofre sig mest for den anden. De lærer at  man skal stole på hinanden, stole på hinandens styrker frem for kun at kompensere for hinandens svagheder. Jeg vil anbefale The mortal instruments serien til alle fantasyfans, der sætter pris på kombinationen af veludviklet worldbuilding, humor, stærke kvindelige og manldlige karakterer, og ligeværdige kærlighedsforhold. Og masser af action selvfølgelig.

Læsetip: Cassandra Clare har som sagt skrevet andre bøger, der foregår i det samme univers. Der er The infernal devices serien som forgår en del år FØR The mortal instruments. Hun er også i gang med serien The dark artifices som forgår EFTER. I den sidstnævnte er der kun kommet 1 bog indtil videre, men til sommer udkommer nummer 2. Derudover er der The Bane chronicles, Tales from the shadowhunter academy og The shadowhunter’s codex. Du kan læse meget mere på Clares hjemmeside, hvor du kan læse om andre serie, hun har skrevet eller er i gang med at skrive. Der er tilmed små ekstra tekstbidder til fra alle serierne. Du kan forresten også finde flere små ekstra tekster på hendes tumbler, hvor hun også svarer på fanspørgsmål.