Iransk tegneserie med ben i næsen

De nordiske guder anno 2017

Idag skal det handle om en bog, jeg vil karakterisere som en hybrid mellem Percy Jackson og Harry Potter. Det er Magnus Chase – kampen om sommersværdet, skrevet af forfatteren bag Percy Jackson serien Rick Riordan, som indlægget i dag skal handle om. Jeg har fået bogen som et gratis anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, så tak til dem for den.

img_2300

Bogen er som sagt af samme forfatter som Percy Jackson serien, og den er meget i samme stil, bortset fra at Magnus Chase serien handler om de nordiske guder i stedet for de græske. En af karaktererne fra Riordans Percy Jackson serie optræder også en lille smule i Kampen om sommersværdet. Magnus Chase, som er seriens hovedperson, er søn af en af de nordiske guder og bliver i den forbindelse kastet ud i en masse problemer, hvilket jo minder meget om Percy Jacksons historie. En stor forskel på de to serier er, at Magnus i løbet af de første 6 kapitler dør “SLAM! Jeg ramte vandoverfladen. Så døde jeg. Slut.”

At dø er kun begyndelsen på alle Magnus’ problemer. Magnus’ ånd bliver efter hans død ført til Valhal, som anno 2017 er et luksuriøst magisk hotel, der virker lidt Hogwarts-agtigt bare en del mere drabeligt. Her får han en ny krop og et efterliv, hvor han sammen med et hotel af andre døde helte skal forberede sig på ragnarok. Der er bare det problem, at Magnus inden han døde påkaldte sig et magisk sværd, som kan udløse ragnarok tidligere end beregnet, og han bliver nødt til at få fat i det igen, for at det ikke skal falde i de forkerte hænder. Sammen med en moderigtig dværg, en alf der kan runemagi og en tidligere valkyrie drager Magnus ud for at finde sværdet og forhindre ragnarok, som skal vise sig at blive en større udfordring, end nogle af dem havde regnet med.

Undervejs lærer de fire karakterer både sig selv og hinanden bedre at kende, og de udvikler sig en hel del, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Der er ikke noget mere kedeligt end, hvis karaktererne slet ikke ændrer sig i løbet af historien. I denne fortælling lærer de af deres fejl, hjælper hinanden til at indse deres potentiale og overkomme deres personlige usikkerheder meget ligesom Harry, Hermione og Ron. Den lille gruppes dynamik er meget hjertevarm, og man får en klar følelse af, hvor meget de betyder for hinanden.

Bogen har altså masser af karakterudvikling og action, deri blandes  også en god portion humor. Historien fortælles i første person af Magnus selv, og han har en tør ironisk humor, som jeg finder hylemorsom. Derudover opstår der også en hel del sjove situationer, fordi asetroen har udviklet sig med tiden. Valhal er et luksushotel, Thor er blevet besat af at se tv-serie som Game of thrones, og Odin har været på peptalk-kursus, hvor han har lært om kompetenceudvikling og at lave power points.

Alt i alt er det en rigtig underholdende og velskrevet bog med humor, action og interessante karakterer. Magnus og hans venner kommer på et vildt eventyr med masser af overraskelser undervejs. Det er helt sikkert god strandlæsning til sommerferien, og skulle du blive hooked, er toeren allerede udkommet på dansk også.

img_2302

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Iransk tegneserie med ben i næsen