Dystopisk mediemararidt med en mærkelig slutning

Som jeg vidst nok nævnte nogle indlæg tilbage, var Celle 7 en af de bøger, jeg havde fået af Gyldendal. Nu har jeg så fået den læst, og jeg føler mig glad og lidt skuffet på samme tid.  Jeg skal prøve at forklare hvorfor i dagens indlæg. Men som sagt er det et gratis anmeldereksemplar, jeg har fået. Så jeg skal lige gøre opmærksom på, det er en reklame. Super, så er det af vejen. Lad os komme i gang.

Hvis du i den seneste tid har gået og tænkt over, hvor skræmmende det er, at  én mand kan lave så meget rav i den, hvis bare kan har penge nok. Så er Celle 7 dit værste mareridt. Og hvis du synes, medierne har det med at blæse historier helt ud af proportion og vinkle dem, så det bliver en så sensationel nyhed som mulig, er det intet i forhold til, hvad der foregår i det korrupte system, 16-årige Martha er havnet i. Bogen foregår i fremtiden, men ikke meget i fremtiden. Der er ingen flyvende biler eller laser pistoler. Det er ikke den slags sci fi bog. Den by hvor handlingen finder sted minder meget om en almindelig amerikansk by i dag, med en rig elite, der bor i centrum, middelklassen der bor i forstæderne, og de fattige der bor i ghettoen udenfor byen.

Men der er noget ret fundamentalt i samfundet, der har ændret sig. Hele retssystemet er blevet lavet om til en slags realityshow. Publikum stemmer om, hvem der er skyldige og skal henrettes, og hvem der er uskyldige og bare får lov til at gå hjem. Der er ikke længere nogle dommere, juryer eller rettergang. Den anklagede i bliver i stedet plaseret i celle 1, og så har man en uge før den endelige afstemning.

Du ved ligesom i x-faktor, når man sender en sms og bestemmer, hvem der skal fortsætte til næste uge. Muligvis en lidt grov sammenligning, men det er den slags sammenligninger, bogen vil have dig til at lave for at se det groteske i sådan et retssystem. Forfatteren Kerry Drewery virker til at være ret bevidst om, at det er den slags koplinger, læseren vil lave og blive provokeret af. Jeg blev i hvert fald provokeret. Især af tv programmet Øje for øje der i ugen op til en henrettelse inviterer gæster i studiet, der kan udtale sig om den anklagede. Som en lidt grotesk form for Go’ aften Danmark. Den noget sadistiske tv vært er dog ikke ligefrem objektiv og virker til at nyde det lidt for meget, når nogen bliver henrettet. Men det kan på sin vis være ligemeget, fordi Martha har fra starten kendt sig skyldig.

I bogen følger man både Martha, hendes rådgiver Eve og tv programmet Øje for øje, for langsomt at få opklaret, hvad der egentlig skete den aften, Martha tilsyneladende slog en mand ihjel. Og ikke mindst for at finde ud af, hvad Marthas formål med at tilstå er, inden det er for sent. Spændingen er høj hele vejen igennem samtidig med, at man får indblik i, hvordan Martha er som person. Man lærer hende virkelig godt at kende på de syv dage, hvor hun rykker tættere på døden. Tiden i cellerne bruger hun på at mindes de gode stunder i sit liv, og man føler virkelig med hende.

Men jeg synes bogen ender lidt mærkeligt. Det er ikke et ualmindeligt plot i fantasy og sci fi bøger, at nogen prøver at gøre op med et korrupt system (Hunger games, Mistborn, Red rising). Det ender som regel med, at der sker en eller anden banebrydende ændring i samfundet. Måske ikke altid helt på den måde læseren og hovedpersonen forventer, men på en eller anden måde ændrer tingene sig. I Celle 7 slutter bogen, inden man ved, om det hele har ændret noget. Om det er lykkedes Martha at sætte skub i en samfundsændring, eller om alt bare kommer til at køre videre på den samme måde. Måske er det fordi forfatteren lægger op til, at der skal komme flere bøger, og har forsøgt at lave en cliffhanger.

En sidste ting der irriterer mig lidt er, at alle andre end Martha og nogle få mennekser omkring hende åbenbart synes, at det her system er super fedt. Der er tilsyneladende ingen i hele byen eller staten, der kan se, at det her stemt til døden system er mega uretfærdigt. Alle er lige pludselig helt ligeglade med beviser og retfærdighed, de vil bare gerne se nogen blive henrettet. For det første synes jeg, det er at undervurdere folkets intelligens, og så er det jo bare vildt urealistisk, at så mange amerikanere kan være enige om noget som helst.

For at opsummerer er Celle 7 en spændingsfuld dystopisk roman, hvor man virkelig får skubbet til sin retfærdighedssans. Man kommer helt ind i hovedet på pigen Martha og følger hendes tanker, følelser og håb. Derudover elsker jeg, at bogen veksler mellem synspunkter, så man får historien fra flere vinkler, og følger med i tv programmet Øje for øje, som man bliver mere og mere frustreret over. Til sidst skal det måske lige med, at der også er flettet en Romeo og Julie agtig kærlighedshistorie ind i handlingen, så det ikke bare er ren død og ødelæggelse. Så giv dig bare i kast med Celle 7.