What dreams are made of

Så blev jeg endelig klar til at skrive om Sandman serien af Neil Gaiman, som jeg efterhånden har lovet et par gange. I dag kommer jeg til at skrive om de 3 første volumes. Jeg tænker at tage hele serien 3 volumes af gangen, fordi der sker altså ret mange syrede ting i de her graphic novels. Så for at få det hele med gør jeg det på en her måde.

Det første volume til venstre i billedet hedder Preludes & Nocturnes. Volume 2 med det lidt creepy dukkehoved på forsiden hedder Doll’s House. Og helt over til højre er volume 3, som hedder Dream Country. Som du kan se på billedet, er forsiderne meget kunstneriske, og de ligner ikke noget man normalt møder på forsiden af tegneserier og graphic novels. De afspejler ret godt, hvordan fortællingerne indeni heller ikke er noget, man måske er vandt til at møde i en tegneserie.

Ham som hele serien centrere sig omkring hedder Dream. Men det er ikke kun hans navn, han ‘er’ Dream. Han er herre over drømme, han er skaber af drømme, han ‘er’ drømme. Det lyder måske lidt underligt og svært at forstå, og det er det på en måde også. På en anden måde er det ret lige til. Dream er en af 7 brødre og søstre, som hedder The Endless. I blandt dem er også Death, Delirium, Desire, Despair, Destruction og Destiny. Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad jeg skal kalde disse endeløse. De er ikke guder, guder er til, fordi mennesker tror på dem, og sådan er det ikke med de endeløse. De kunne ikke være mere ligeglade, om menneskene tror på dem eller ej. Den dag hvor menneskerne ikke længere er her, vil de endeløse stadig stå tilbage. De er ganske enkelt, hvad de er. I tegneserien har de fysiske menneskelignende former, men samtidig er de ikke en fysisk form. For eksempel: selvom Death i en af fortællingerne går og taler med Dream, så er hun på samme tid ved alle, der dør i det øjeblik. Selvom The Endless ikke kun er deres fysiske form (som de forresten selv bestemmer), er de stadig bundet til den. Hvilket for Dream betyder, at han bliver taget til fange.

Det første volume handler meget om Dream, men i mange af fortællingerne er det som om, at der også er andre karakterer, der fungere lidt som hovedpersoner. I de to efterfølgende volumes bliver det endnu mere en slags short stories, hvor Dream spiller små biroller. Nogle af dem er han slet ikke med i. Som en novelle samling hvor Dream væves igennem alle fortællingerne. Men alligevel indgår alle historierne i en større helhed i den overordnede fortælling. Novellesamling følelsen bliver også forstærket af, at der er forskellige illustratorer på hver volume. Så tegnestilen ændre sig fra historie til historie. Det er derfor lidt op til læseren at prøve at finde hoved og hale i alle fortællingerne. Det er en serie der kræver noget af sin læser.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg ofte læste tegneserier, når jeg havde lidt travlt, og min hjerne bare skal slappe af. Sådan er det ikke med Sandman serien. Det er en serie, man som læser skal engagerer sig i, fordi den kræver altså en del fortolkningsarbejde. Nogle gange var jeg også tilbage i et volume, jeg allerede havde læst for at se, hvad det nu lige var den eller den person hed. Jeg kan også allerede mærke nu, at det bliver en serie, jeg vil genlæse, fordi jeg er ikke sikker på, at jeg har fået det hele med. Jeg tror det er en serie, hvor man hver gang, man læser den, finder noget nyt. Det gør man jo for den sags skyld, hver gang man genlæser noget. Men her har jeg rent faktisk en fornemmelse af, at jeg ikke har opfanget alle detaljerne. For det er virkelig nogle tegnserier, hvor detaljerne betyder noget.

Det er også en serie, der kræver noget af sin læser i forhold til ens referenceramme. Manuskriptforfatteren Neil Gaiman har skrevet en del bøger efterhånden, og han kender tydeligvis en del litteraturhistorie. Samtidig kender han også til tegneserier, og Sandman serien er i princippet skrevet i DC universet. Derfor optræder nogle af DC’s karakterer også i serien. Jeg har ikke selv læst ret mange tegneserier med DC’s superhelte, så det var et af de punkter, hvor jeg følte, at jeg måske ikke helt var med. Lige pludeselig kommer der så også en fortælling, hvor William Shakespeare er en af hovedrollerne, og hans stykke A Midsummer Night’s Dream spiller en ret stor rolle i fortællingen. Lige den fortælling kræver derfor, at læseren har et godt kendskab til det stykke og Shakespeare generelt. Selvfølgelig er det ikke noget, man ikke kan google sig fra, men det illustrerer meget godt, at der er lidt for en hver smag i Sandman.

Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at Sandman er for alle. Jeg er selv ret vild med serien, fordi jeg godt kan lide, når nogen prøver at gøre tingene på en lidt anderledes og ny måde. Jeg kan godt lide, at man som læser bliver taget igennem historien på en lidt kringel kroget vej, med afstikkere og blinde veje ind i mellem. Og så kan jeg bare generelt godt lide Neil Gaiman’s måde at skabe historier på. Han gør altid tingene på en anderledes og til tider lidt underlig måde. Underlig på den gode måde. Underlig på en måde der nogle gange er lys, munter og finurlig og andre gange er meget mørk, forstyrret og uhyggelig. Så vær beredt.

Down the rabbit hole we go.