Vitawrap feer og asfalt trolde

Hvis du er en af de mange, der elsker Londons travle gader og små skjulte byrum, så kunne bogen, jeg anmelder idag, være lige noget for dig.

Jeg var selv i London i tidligt på sommeren sammen med min kæreste. Vi havde planlagt en hel del museums besøg og en smule shopping på Oxford Street, som er den store shoppinggade i London. Vi nåede aldrig til shoppingturen, fordi jeg kunne ikke lade være med at kigge indenfor i alle boghandlere, jeg kom forbi. Dem er der altså en del af i London! OG de fleste er i 3 etager med i hvert fald en halv etage bare til fantasy og sci fy! Som I nok kan fornemme, var jeg ret vild med det. Jeg købte slet ikke noget tøj i London, kun bøger og graphic novels. Nogle af dem havde jeg tjekket ud på Goodreads, men jeg fandt og et par stykker, som jeg ikke havde hørt om før, fordi de ikke rigtig er i de danske boghandlere. Én af dem var A Madness of Angels, og inden der er nogen der begynder at undre sig over, at jeg anmelder en bog som ikke er i de danske boghandlere, så kan man altså sagtens få fat på den på saxo. Så er det på plads.

Det som umiddelbart gjorde, at jeg købte bogen (ud over at det var fantasy selvfølgelig) var, at den foregår i London, og det synes jeg var sjovt, når nu vi var der. Så kunne det blive en slags minde eller souvenir fra turen og en måde at genopleve byen på. For det er i høj grad en bog, der hylder London; dens liv, dens puls og dens lidt skæve eksistenser. Selv metroen får sin helt egen magi i Kate Griffins bog. Magisystemet i bogen er noget af det, jeg er allermest begejstret for, fordi det giver meget god mening, at når tiderne ændre sig, så gør magien og de magiske væsner det også. Derfor er der blandt andet trolde lavet af asfalt, feer med vinger af plastic folie, monstre lavet af skrald og endda en drage, der består af gamle vejskilte. Magien er ikke længere forbundet med naturen, som man så ofte ser i fantasy bøger, der er sat i et mere middelalderligt univers. I stedet kommer magien fra neonlysende og metroen, og besværgelser tegnes med spraymaling. Det er her vores hovedperson kommer ind i spillet.

Matthew Swift er sorcerer. Jeg bruger det engelske ord, fordi det tætteste vi kommer på det på dansk, er troldmand, og det er ikke præcist nok i den her sammenhæng. Der er nemlig forskellige former for magi udøvere i Griffins univers; der er sorcerers, magikere og shamaner. Så er der gruppen The Whites, der har deres helt egen form for graffiti magi og bikerne, som kan bevæge sig fra et sted til et andet meget hurtigere end, hvad der burde være muligt. Eller som Swift beskriver det “They move from A to C without calling in on B.”

Sorcerers kan mærke byen. De kan mærke bilerne på asfalten, duerne på taget, og byens pulserende liv, det  er derfra, de får deres magiske evner. Det er derfra Mathew Swift får sine evner. Swift er dog også speciel på andre måder, fordi da bogen begynder, har han været død de sidste 2 år. Ikke bare som i at han har faket sin død og gået under jorden, men som i at han har været rigtig død. Bogen starter ganske enkelt med, at han bliver bragt til live igen. Selvom det er en af de ting, der ikke kan lade sig gøre med magi, sådan fungere det her magisystem ganske enkelt ikke. Hele bogen går på en måde ud på at undersøge den lidt filosofiske ide om, at liv skaber magi, men at magi ikke kan skabe liv.

Swift er ikke helt sig selv da han bliver vækket til live igen på en meget bogstavelig måde. Det er nemlig ikke kun Mathew, der er kommet med tilbage, de blå elektriske engle er blevet hevet med ud fra deres hjem i telefonlinjerne. Hvis du nu sidder og føler dig lidt forvirret over, hvad det dog er, jeg snakker om, så kan du godt vænne dig til følelsen. For meget af tiden aner man som læser ikke rigtig, hvad det er, der foregår. Man bliver nødt til bare at læse videre og se, hvad der sker. Nogle ting bliver forklaret hen ad vejen, andre får lov til at forblive et mysterium, måske fordi de ikke helt kan forklares. Meget af tiden føles det lidt ligesom at se Sherlock Holmes, man ved ikke helt, hvad der foregår ud over, at han opfører sig lidt underligt. Men i sidste ende viser det sig ofte, at han har planlagt det hele. Det er ikke altid helt sandt i Swifts tilfælde, nogle gange går hans planer lidt sideways. Men man skal synes, det er spændende med alt den mystik og sætte pris på den anderledes fortælleform, Griffin bruger. Jeg skulle selv lige vænne mig til den, fordi det som sagt ind imellem kræver lidt detektiv- og fortolkningsarbejde, men på en måde kunne jeg godt lide den til tider lidt forvirrende fortælling. For mig er det langt værre, når alting bliver for udpenslet, fordi så bliver det som regel vildt kedeligt at læse. Det er også en ret forvirrende oplevelse at være i London, med larm, metrokort og gadenavne man ikke kender, og jeg synes, det er ret fedt, at selve fortælleformen også på en måde afspejler byen.

Noget jeg til gengæld fandt lidt mere irriterende var, at byens liv og pulseren bliver beskrevet virkelig mange gang, fordi Swift er så tæt forbundet med den. Efter at have læst den første halvdel af bogen er man ligesom ved at have fattet det, men beskrivelserne bliver ved med at komme helt ind til de sidste sider af bogen. I de sidste sider møder man også for første gang Mathews tidligere lærling Dana, som man  fornemmer, at han har et meget tæt forhold til og muligvis er lidt forelsket i. Man får et flashback til da de mødtes første gang og lidt af deres historie sammen. Men hun er kun med de sidste 50 sider! Dana er den første person fra Mathews tidligere liv, som han holder rigtig af, og jeg ville have elsket, hvis hun var kommet ind i historien noget tidligere. Så kunne man få en fornemmelse af, hvordan Swift er sammen med en, han stoler på og holder af, og deres venskabelige banter giver et ret godt komisk element.

Hvis jeg lige skal prøve at opsummere lidt, så synes jeg, det er en rigtig god bog. Den er et friskt pust og anderledes fra noget, jeg har læst tidligere, det er ikke så tit, det sker. Især elsker jeg den her nye og anderledes form for magi, men beskrivelserne af den bliver gentaget en del og kan godt blive lidt lange. Men det kan godt undskyldes med, at det er Griffins første bog og første bog i en serie. I fantasy serier bruges der ofte en del plads på at beskrive magisystemet, så det er på plads til de efterfølgende bøger i serien. Jeg synes helt sikkert, bogen er værd at læse. Man får både spænding, action, mystik og et lille gys, og om ikke andet så for at læse noget der er nyt og anderledes.