Bogbrunch #1

Så har pigerne og jeg haft vores første rigtige bogbrunch møde! Til denne gang skulle vi jo læse Sara Stridsbergs bog Beckomberga, og indlægget i dag handler om, hvad vi snakkede om. I et tidligere indlæg skrev jeg lidt om, hvad alt det her bogbrunch egentlig er, og hvordan vi har valgt at gøre det. Så hvis du lige har brug for lidt baggrunds info kan du finde det her.

Beckomberga minder ikke om noget andet, jeg har skrevet om her på bloggen før. Den falder ikke i  nogle af de genrer, jeg plejer at læse. Men det er jo også det, der er meningen med bogbrunch klubben. At vi skal prøve nogle genrer og bøger, vi ikke selv ville vælge. Beckomberga er det, der hedder socialrealisme og muligvis også biografisk, fordi meget af bogen er skrevet som om, det er forfatterens egne minder. Titlen på bogen er navnet på et sindsygehospital (et der rent faktisk har eksisteret), hvor hovedpersonens far er indlagt. Det er hendes minder fra hospitalet, som hun besøgte rigtig meget som barn. Derfor er bogen heller ikke bygget op, som man normalt forventer en bog er. Der er ikke nogen klassisk spændingsopbygning med et point of no return og et klimaks, hvor der sker et eller andet stort, som udløser spændingen. I Beckomberga får læseren ikke fortalt historien i lige linje. Det er en række minder eller øjebliksbilleder, som kommer hulter til bulter, og læseren må selv forsøge at stykke dem sammen. Det gør,  at der er en hel del huller i fortællingen, som læseren selv fylder ud. Det er en bog, hvor der hele tiden sker en masse under overfladen, også nogle ret uhyggelige ting. Med en far der er psykisk syg, og en mor der bare rejser væk fra problemerne, er det ikke ligefrem lykkelige barndomsminder, hovedpersonen har. De er heller ikke helt ulykkelige. Selvom hendes far gang på gang svigter hende, så elsker hun ham stadig.

Fornemmelsen af at der sker en masse mellem linjerne, bliver forstærket af, at hovedpersonen er barn i mange af minderne. Man ser derfor nogle af episoderne igennem et barns øjne. Et barn der måske ikke helt forstår, hvad der sker, men bare fornemmer, at der er noget galt. Barndomsminderne er heller ikke altid helt sandfærdige. Eller jo det er de, men de er bare set med et barns fantasi. Sommetider skriver fortælleren endda selv, at hun blot beskriver det, som hun husker det. Selvom hun godt ved, at det umuligt kunne være sket sådan. Det giver bogen en drømmende og lidt fantaserende følelse. Minderne er også beskrevet i et meget poetisk sprog, så de ind i mellem kan føles som små digte. Det bidrager på en måde til den drømmende stemning.

Det er også igennem hovedpersonens øjne, at man får en fornemmelse af, at lægerne og sygeplejerskerne på Beckomberga ind i mellem virker til at være lige så skøre som patienterne. Men det kan være svært at finde ud af, hvad det helt er for nogle lidt uhyggelige ting, der foregår på hospitalet. Det bliver ikke sagt lige ud. Igen fordi det bliver fortalt fra et barn synsvinkel. Et barn der måske ikke helt forstår, hvad der sker Det er op til læseren selv at fylde hullerne ud. Beckomberga kan læses både som, den er skrevet. Men man kan også fortolke meget på den alt efter, hvordan man fylder hullerne ud og fortolker minderne. Her er det dejligt at have en bogbrunch klub at snakke om bogen med.

Beckomberga er en af den slags bøger, man ikke bare lige slipper og glemmer med det samme igen. Man er ikke nødvendigvis færdig med den bare fordi, man har læst den sidste side. Så hvis du er til noget, der er tankevækkende og trist og smukt, så kunne den være noget for dig.