Bogbrunch #2

Jeg beklager, der har været lidt stille her på bloggen, men der har været eksamensperiode. Så jeg har skrevet opgaver indtil, der kom problemformuleringer ud, når jeg nyste. Men nu er jeg tilbage, fordi i øjeblikket er der jo bare det helt almindelige semesterstarts stress. Men det synes jeg ikke, vi skal snakke mere om, fordi det gør det meget sværere at fortrænge. Godt. Super. Lets go.

Bogbrunchklubben havde et møde helt tilbage i december, som dagens blog kommer til at handle om. Bogen vi havde læst var Uhyrernes by skrevet af Isabel Allende. Jeg havde faktisk læst bogen før, da jeg var omkring 12-13 år gammel, vil jeg tro. Derfor havde jeg bogen til at ligge i de mange stakke inde i mit soveværelse sammen med de to efterfølgere til bogen, Pygmæernes skov og Gulddragens rige. Som du kan læse, har jeg bøgerne på dansk, fordi jeg læste dem første gang som barn eller ung teenager. Oprindeligt er de skrevet på engelsk, fordi Allende er sydamerikaner. Af årsager jeg ikke kan forklare (men det kan måske være på grund af de begyndende teenage hormoner, da jeg købte bogen), har jeg ikke en super flot udgave af bogen. Den er lidt emo-agtig.

Der findes meget flottere udgaver af den derude. Jeg er ikke en gang sikker på, den her bliver trykt mere (feel old yet?). Men det var ret sjovt at genlæse den til bogbrunchen, fordi jeg fangede en hel del ting, som mit 12 årige jeg ikke rigtig lagde mærke til. Sådan som jeg husker bogen fra min barndom, var det en historie om en dreng og hans lidt mærkelige farmor. De var på en forefuld færd igennem amazonjunglen, hvor de finder mystiske væsner og magiske ånder. Forståeligt nok fokuserede jeg på det magiske og forunderlige i fortællingen. Efter at have genlæst den er der meget mere at komme efter i bogen, og jeg synes, det er ligeså meget en voksenbog som en børnebog.

Som sagt kommer Isabel Allende fra Sydamerika nærmere bestem Chile, og de fleste af hendes bøger handler om Sydamerika på en eller anden måde. Hun forholder sig ofte kritisk til den måde, sydamerikanerne er blevet behandlet af de nationer, der har koloniseret Sydamerika. Så ud over den spændende fortælling i Uhyrernes by er der også nogle skarpe politiske kommentarer. Kommentarer som jeg overhovedet ikke bemærkede, da jeg læste bogen første gang. Allende beskriver især, hvordan der er et  clash mellem de indfødte indianer stammer og de mere moderne landsbyer, der ligger i udkanten af junglen. Den by, som Alex og resten af ekspeditionen starter ud i, har flere indbyggere, som kommer fra stammerne i junglen, men som i mødet med den moderne verden har mistet meget af deres oprindelige kultur. Allende beskriver blandt andet, hvordan den vestlige materialisme har skabt store forandringer “De boede sammen alle sammen og var fælles om alt, lige fra maden til børnenes opdragelse. Kontrakten med de fremmede var imidlertid ved at gøre det af med stammerne. De blev ikke alene smittet med kroppens sygdomme, men også med sjælends. I det øjeblik indianerne prøvede en machete, en kniv eller et andet redskab af metal, forandrede deres liv sig for altid. Med en enkelt machete kunne de gøre produktionen af maniok og majs i deres små haver tusind gange så stor. Med en kniv følte enhver kriger sig som en gud. Indianerne var lige så besat af stål som de fremmede var af guld.”

Guldfeberen der raser, er også en af Isabel Allendes helt store kritikpunkter. I Uhyrernes by er den repræsenteret af Mauro Carías, der er en komplet amoralsk forretningsmand, der udnytter både indianerne men også alle landets resourcer. For eksempel udvinder han både guld og tømmer, og han er har gang i lumske planer for at få fjernet de indfødte fra området, så han kan udvide sin forretning. Man fornemmer også, at Carías heller ikke står tilbage for lidt mere shady forretninger som salg af eksotiske dyr.

Det virker til, at alle på en eller anden måde er ude på at udnytte eller udrydde de indfødte. Selv den latterlige professer LeBlanc, der er med på turen, fordi han er en ekspert i indianerne, har helt misforstået dem. Han er kun ude på at forbedre sit akademiske ry, med åndsvage teorier om ‘de vildes’ barbariske opførsel. Han er så latterlig, at han fungerer som the comic relief i historien, og som læser sidder man og bliver både frustreret over ham og griner af ham. Selvfølgelig er der også dem, der prøver at hjælpe indianerne som doktor Torres, Alex’ veninde naturbarnet Nadia og hans farmor. Men fordi de er kvinder, bliver de ofte talt ned til især af professor LeBlanc. Allende gør det dog tydeligt, at de alle er klogere end ham, og at de er tre kvinder med ben i næsen, der ikke lader sig slå ud af hans åndsvage nedladenhed. Farmoren er totalt min yndlingkarakter i bogen. Jeg synes virkelig, hun er sej. Hun giver de mænd så meget tørt på, og så ryger hun pibe! Ikke at tobaksrygning er sejt, men helt ærlig en feministisk farmor, der tager på ekspedition i amazonjunglen og ryger pibe, det er sku da sejt!

Der er en hel del ekstra ting, man bemærker, når man læser Uhyrernes by som voksen, men det hele er stadig pakket ind i en super spændende fortælling som appellerer til alle aldre. Bogen er måske især noget for dem, der ikke er til full on fantasy, men gerne vil have lidt spænding og uhyrer mixet med noget social realisme.