Iransk tegneserie med ben i næsen

Så har jeg endelig fået en lille pause mellem eksamenerne og tænkte, jeg ville indvie jer i, hvad det er jeg har skrevet eksamen om. Jeg læser jo litteraturhistorie på universitet, og det betyder, at jeg kan få lov til at skrive eksamen om nogle virkelig seje bøger. Denne gang besluttede jeg mig for at skrive om Marjane Satrapis bog Persepolis. Det er en tegneserie eller nærmere bestemt en graphic novel, hvilket betyder at det er en tegneserie i bogformat. Den er også ligeså lang som en bog og har et mere seriøst og voksent indhold end de serier, man forbinder med tegneseriemediet.

Marjane Satrapi er en iransk kvinde, der i sin barndom oplevede den islamiske revolution og krigen mellem Iran og Irak. Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg ikke hørt om den islamiske revolution, før jeg læste bogen. Jeg spurgte mine forældre til, om de vidste noget om det, og de kunne svagt huske at have hørt om det i nyhederne på tv. Det er nok bare ikke en af de historiske begivenheder, vi ikke har hørt så meget om i vores vestlige del af verdenen, men det vil Satrapi lave om på.

I Persepolis beskriver Marjane Satrapi de store omvæltninger, der følger den islamiske revolution. Revolutionen startede som et opgør med enevælden i Iran, hvor Satrapis egne forældre deltog i demonstrationer. Men da den enevældige kejser endelig falder, bliver revolutionen overtaget af en religiøs fundamentalistisk gruppe, som overtager kejserens plads og indfører en masse nye religiøse regler. Satrapi beskriver blandt andet, hvordan hun pludselig skal begynde at gå med tørklæde udenfor hjemmet, hvilket hun og hendes more ellers aldrig har gjort tidligere. Hun må heller ikke længere gå i stramme jeans og høre amerikansk musik, som der bliver nedlagt forbud mod af det nye styre. Men dette er i den lettere ende af, hvilke konsekvenser revolutionen har.

Satrapis højtelskede onkel Anoosh bliver taget til fange og henrettet, fordi han er fortaler for et demokratisk system. I sin barndom overhører hun eller for fortalt mange andre menneskers historie, hendes onkel Anoosh er kun en af mange ekstra fortællinger i bogen.Satrapi fortæller sin egne erfaringer og sine egne historier, men samtidig fortæller hun også mange andres historie. På den måde bliver Marjane Satrapis egen historie også historien om en stor gruppe af iranere, der bliver undertrykt og lider under det islamistiske styre.

I starten af sine teenageår bliver Marjane i bogen sendt til Østrig af sine forældre. Krigen mellem Iran og Irak er brudt ud, hvilket har forvandlet Tehren, som er den by Satrapi vokser op i, til en krigszone. Derudover fortsætter de religøse reglementer også med at blive strammere, og Marjane har svært ved at indordne sig dem. Hendes forældre sender hende derfor til Østrig for at gå i skole. Men livet som migrant i Østrig er heller ikke nemt. Hun føler sig udenfor og støder flere gange på racisme fra både klassekammerater og sågar nonner. Samtidig har hun skyldfølelse over, at hendes familie hjemme i Iran har bomber flyvende om ørene og religiøse forbud, der binder dem på hænder og fødder, mens hun er i sikkerhed i Østrig. Ensomheden og racismen går hende sådan på, at hun på et tidspunkt prøver at bilde en dreng til en fest ind, at hun er fransk i stedet for iransk. Men det går hurtigt op for Marjane, at det var en stor fejl at benægte sin herkomst. Hun får det helt dårligt ved tanken om hendes bedstemor, der i hendes barndom sagde til hende, at hun altid skal stå ved sig selv. Det går op for hende, at det er en stor del af hendes identitet at være iraner, selvom der i vesten er mange fordomme om, hvad det vil sige.

Efter at livet i Østrig bliver for meget for Marjane, tager hun tilbage til Tehran, som ligger i ruiner efter krigen. Tilbage i Iran finder hun dog ud af, at landet har ændret sig meget siden, hun var der sidst, og hun har også selv ændret sig meget. De religiøse restriktioner er taget til samtidig med, at Marjane i sin tid i vesten er blevet mere frisindet. Hendes historie er ikke kun historien om revolution og krig, men også historien om en ung kvinde, der prøver at finde sin identitet, kreativitet og kærlighed midt i kaosset.

Satrapi formår, at skrive både sin egen historie men også sin nations historie på en meget medrivende måde, og med en speciel tegnestil. Hun beskriver, hvor forvirrende, deprimerende og ensomt det kan være, at migrere fra et land i krig, for at vende tilbage og finde ud af, at man ikke længere passer ind. Hun filosoferer over, hvad det gør ved et folk at leve under et fundamentaistisk diktatur, og ikke mindst hvad det gør ved kvinder konstant at få at vide, at de er mindre værd end mænd, og skal efterleve meget strengere religiøse regler end mænd skal. Det er efter min mening en helt vild god og interessant graphic novel, hvilket selvfølgelig er grunden til, jeg har skrevet eksamen om den. Som vestlig læser lærte jeg meget om Iran, som jeg ikke vidste i forvejen, og man får et meget sympatisk indblik i, hvordan det er at være migrant fra østen i vesten.

Hvis du vil læse mere om, hvad Marjane Satrapi har at sige om feminisme og Iran, er her et vildt spændende interview med hende, hvor Emma Watson er intervieweren. Det er begge nogle virkelig seje damer, og Satrapi har mange rigtig interessante bemærkninger til mange ting, og hun er har ben i næsen!