High five til dansk fantasy

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har jeg fået et anmelder eksemplar af en af Tellerups nye udgivelser Vejen til Panteon. Det er noget af en kleppert på 429 sider, men nu har jeg endelig fået den læst.

Vejen til Panteon er skrevet af en dansk forfatter, der hedder Boris Hansen. Han er en forholdsvis ny forfatter i fantasygenren, og det er jo altid fedt med nogle flere danske fantasyforfattere. Vejen til Panteon er den første bog i en serie på 4, som hedder Panteon-sagaen. Inden jeg tager hul på bogen, vil jeg gerne lige starte ved slutningen. Bagerst i bogen er der nemlig noget ret interessant. Der er et link til bogens hjemmeside og et kodeord, man kan indtaste, så man får adgang til ekstra informationer om bogen. Nogle ting på siden kan du godt se uden kodeord, men andre kræver, at du indtaster det. På siden giver forfatteren tips til små ting, læseren måske ikke lagde mærke til, da hun læste bogen. Han skriver også lidt om hans inspiration og ideer til Panteon-sagaen. Hvis du gerne lige vil se om, den første bog kunne være noget for dig, kan du også hente et par kapitler derinde (ellers tror jeg også den er kommet ud på de fleste biblioteker. Jeg så i hvert fald den anden dag på Århus hovedbibliotek). Hvis du har et kodeord, kan du også få lov at læse en smule af Panteon-sagaen 2. 

Jeg synes det er en ret fed ide med sådan en hjemmeside, hvor man kan få lidt bonusinfo. Lidt ligesom pottermore har ekstra info om Harry Potter bøgerne. Det bliver spændende at se, hvad Boris Hansen ellers har tænkt sig at lægge op på siden. Hvis nogen kender til The Mortal Instruments (Dødens Instrumenter) serien, skrevet af Cassandra Clare. Så kan man på hendes hjemmeside finde ekstra scener, og scener beskrevet fra en andre personers synsvinkel osv. Det kunne være fedt hvis Hansen havde tænkt sig at lave noget lignende. Som forsiden illustrere, er bogen delt mellem to forskellige personers synsvinkler. Det ville give god mening måske at lægge scener ind, hvor en af de to hovedpersoner ikke er til stede. Eller scener beskrevet fra deres venners synsvinkler. På en måde er det allerede lidt det, bogen gør. Vi følger ikke ‘den udvalgte’, som for fantasy fans er en ret velkendt figur (for eksempel Harry Potter). Vi følger i stedet hendes venner, der følger efter hende, for at hjælpe hende. Det er en fed ide og en anderledes vinkel på en fantasy fortælling. Og det får man altid point for i min bog 🙂

Selvom bogen er delt mellem drengen Lucas og englen Saidas synsvinkler, er det mest Lucas vi følger. Bogen er lidt en sjov krydsning mellem sci fi og fantasy, fordi historien starter i vores verden men i fremtiden. Tingene har ændret sig en hel del. Lucas og hans venner bor i noget, der hedder Zonen. Det er et sted, hvor forældreløse børn bliver sendt ud som små, og hvor de bor indtil de fylder 17. Så gider staten ikke længere forsørge dem, og de bliver smidt ud. De fleste tager derefter ind til storbyen og prøver at finde arbejde. Børnene har dannet deres eget lille samfund i zonen, hvor de forskellige boligblokke er deres egne små familier. Lucas bor i opgang C sammen med to andre drenge Mehmet og Theodor og de to piger Julia og Cassandra.  Lucas og Cassandra er en slags kærester, som alle godt ved er kærester, men som insisterer på at holde det hemmeligt, at de er kærester. De har sådan cirka det mest dysfunktionelle forhold, jeg nogensinde er stødt på. Og jeg har altså læst Twilight.

Hver aften når de to star crossed lovers mødes, starter de lige ud med at give hinanden et par på hovedet. Og ikke sådan at de bare lige tjatter lidt til hinanden for sjov, men som i at de giver hinanden blå mærker.  Allerede der er der ligesom noget helt galt. Derudover har Cassandra har en masse hemmeligheder for Lucas som, hvor hun overhovedet kommer fra, og hvordan hun er kommet til Zonen. Men Lucas spørger aldrig rigtig ind til hendes hemmeligheder, sikkert fordi han ved, hun ikke svarer alligevel. Men de virker til at kende hinanden rigtig godt alligevel. De har et specielt bånd. Derfor irriterer det mig ærlig talt lidt, at da hun lige pludselig siger, at hun bliver nødt til at rejse væk alene, han kan ikke komme med, men han skal passe på en sten for hende. Så er Lucas’ første tanke, efter hun er forsvundet, at han tager efter hende alligevel. Til at starte med mener han, at han tager efter hende, for at få hende til at undskylde. Senere mener han, at det er for at hente hende tilbage til zonen, fordi det er der, hun hører til. Senere da Lucas finder ud af, at Cassandra har helt styr på, hvad hun har gang i, mener han stadig, det er hans job at redde hende fra sig selv. På absolut intet tidspunkt respekterer han hendes ønsker eller stoler på, at hun har taget den rigtige beslutning. Og ikke nok med det. Det eneste hun beder ham om er, at passe på sin sten, indtil hun kommer og henter den igen. Men selvfølgelig mister han den, fordi han følger efter hende. You had one job to do! På den anden side virker Cassandra slet ikke til at have overvejet, at hendes nye venner  og kæreste kunne hjælpe hende på hendes quest. Fordi venskab og sammenhold er jo aldrig en god ting. DOH!

Som du nok kan fornemme, blev jeg lidt frustreret over både Lucas og Cassandra ind i mellem. Men jeg tænker Boris Hansen har lavet dem sådan med vilje. Hvis Vejen til Panteon skal være den første ud af 4 bøger, skal der være plads til, at karaktererne kan udvikle sig. Især håber jeg Lucas udvikler sig til ikke at tro, at alle kvinder bare gerne vil reddes. Og selv når de ikke vil, så skal de sku reddes alligevel. Feministen i mig (som er cirka 99,8%) synes, det er ret irriterende. Den første bog føles meget som en introduktion til karaktererne men også til verdenerne. Og ja det er med vilje, det står i flertal. Mere vil jeg ikke sige for ikke at afsløre for meget. Men det bringer os videre til at snakke om den anden hovedperson Saida.

Saida kommer ikke fra Zonen… overhovedet, ikke en gang i nærheden. Og dermed sige jeg ikke mere. Ikke nok med at Saida kommer fra et helt andet sted en Lucas og de andre, har hun også et par kæmpe vinger på ryggen. Saidas race kalder sig selv for engle, men det er altså ikke de syngende, harpespillende, trompettruttende af slagsen,  der bliver pyntet op med lige om lidt, når vi går ind i december måned. Saida og hendes folk er mere den sværdsvingende, rustningsbærende politimandsagtige slags engle. Hvilket vil sige, at Saida er en ret sej kvinde. Hvilket måske kan gøre op for Lucas’ lidt irriterende kvindesyn. Jeg synes virkelig, det var interesant at læse de kapitler, der blev fortalt fra Saidas synsvinkel. Ikke kun fordi hun tilhører det her flyvende krigerfolk, men også fordi hun er en soldat i eksistentiel krise. Mange af de ting hun tror på smuldrer ligesom væk for hende igennem bogen. Hun får også en ny makker Mardelus, som begynder at stille spørgsmål til, hvad det egentlig er de kæmper for, og hvad det er deres overordnede ikke vil fortælle dem. Spørgsmål som Saida også selv tænker, men ikke vil sige højt, fordi hun først og fremmest er en soldat, der adlyder ordrer. De er begge to super interessante karakterer, som jeg glæder mig til at se hvordan udvikler sig. Jeg glæder mig også til at se, hvordan deres forhold udvikler sig. Jeg kan bedre lide det forhold Saida og Mardelus har, fordi Mardelus på mange måder opfordrer Saida til at være selvstændig. Hvor Lucas mere synes at ønske, at Cassandra ikke var så selvstændig. På en måde er Saida og Mardelus’ forhold mere ligeværdigt, fordi de stoler på hinandens styrker i stedet for at forudtage hinandens svagheder. Wow det var dybt.

Hvis jeg lige skal prøve på at konkluderer her til sidst, synes jeg, Vejen til Panteon inklusiv hjemmeside er et super spændende projekt. Der er interessante karakterer og verdener, som jeg glæder mig til at se endnu mere udfoldet i de efterfølgende bøger (du kan se en plan over, hvornår de næste bøger kommer på hjemmesiden). Jeg vil helt sikkert anbefale at læse den. Bogen kommer også med en del sjove hentydninger til fantasy klassikere, så den kan også være et godt udgangspunkt for at finde andre spændende bøger at læse.